Kinesisk heavy-lift skib besat i Brasilien
Brasilianske havnearbejdere har bordet et kinesisk heavy-lift fartøj for at protestere mod de statslige moderniseringsplaner. Havnearbejderne besatte mandag skibet Zhen Hua 10 i havnebyen Santos . Skibet er på 45.000 bruttotons og bygget i 1981.
"Arbejdstagere besatte det kinesiske skib for at forhindre det i at losse som en start på en protest mod præsidentdekret 595. Jeg vil gå i forhandlinger med dem for at løse konflikten", udtaler Paulo Pereira da Silva, formand for Forca Sindical fagforeningen, til Reuters.
Skibet har en last af kraner fremstillet af Shanghai Zhenhua Heavy Industry for Embraport. En talskvinde fra Embraport fortæller, at ledere forsøgte at tale med de demonstrerende havnearbejdere for at få dem til at opgivebesættelsen af skibet.
Regeringen planlægger at få den private sektor til at investere 27 milliarder dollars i de kommende år for at modernisere Brasiliens havne, der ikke lever op til nutidens krav.
Fagforeninger i havnene ønsker at bekæmpe regeringens forslag, som de siger vil betyde lønnedgang og fratage arbejderne deres sikrede rettigheder.
Efter de nye regler vil terminaloperatørerne få lov til at rekruttere deres egen arbejdskraft. Tidligere var man forpligtet til at ansætte arbejdstagere gennem et centralt agentur.
Kilde: TradeWinds