Klimaministre enige: Skibe skal købe kvoter
EU´s klimaministre blev i aftes enige om at lade skibsfarten omfatte af EU´s kvotesystem for drivhusgasser (ETS) som en del af den store klimapakke, der skal sikre en reduktion af drivhusgasudslip i hele EU med 55 pct. i 2030, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Klimapakken omfatter fem hovedpunkter og skal nu efter enigheden blandt klimaministrene videre til forhandlinger med Europa-Parlamentet. Blandt punkterne er en ændring af kvotesystemet, så det i fremtiden også kommer til at omfatte skibsfarten.
EU Parlamentet bakkede i sidste uge op om forslaget, der støttes af både de danske politikere herhjemme og i EU-Parlamentet, ligesom Danske Rederier længe har kæmpet for dette tiltag, som vil være fordelagtigt for de rederier, der investerer i grønne teknologier for at nedbringe udledningen.
Efter forhandlingerne i EU-Parlamentet kaldte Danske Rederier det dog “ærgerligt og paradoksalt”, at aftalen endte med ikke at medtage et brændstofs udledning fra produktion til anvendelse, den såkaldte Life Cycle Assesment (LCA).
“Det bliver derfor nu en vigtig opgave for vores klimaminister Dan Jørgensen at få LCA-princippet igennem på rådsmødet den 28. juni og derefter i den endelige forhandling med EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, der foregår i efteråret,” lød opfordringen i sidste uge fra Maria Skipper Schwenn.
Om det er sket fremgår ikke af ministeriets pressemeddelelse, hvor klimaminister Dan Jørgensen glæder sig over det samlede resultat.
”Efter årelange og hårde forhandlinger, hvor Danmark først har kæmpet for et ambitiøst udspil og siden for at fastholde og øge ambitionerne, kan vi fra dansk side være glade og stolte over de aftaler, vi har indgået i dag. Det er et stort skridt for Europas grønne omstilling og for uafhængighed af Rusland, som havde været utænkeligt for bare få år siden. Med de seneste dages aftaler sikrer vi nu, at EU lever op EU’s klimamål på mindst 55 pct. reduktion i 2030. Selvom det er positivt, at det lykkedes at nå et resultat, vil vi fortsætte kampen for endnu højere ambitioner i den næste fase”, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Læse hele pressemeddelelsen om klimapakken HER.
Redaktionen