Mærsk bliver en mere folkelig aktie
I forbindelse med A.P. Møller-Mærsk-koncernens generalforsamling i København mandag er der en ting, det er værd at lægge mærke til. Aktiekursen. Kursen på Mærsk-aktien vil nemlig undergå store forandringer, da koncernen har besluttet at igangsætte et aktiesplit, der vil gøre Mærsk-aktien mere spiselig for private investorer.
”Mange ansatte vil gerne være aktionærer i selskabet, men er blevet afholdt fra det af prisen. Så nu leverer vi en aktie, som folk kan købe uden, at det dermed bliver en folkeaktie”, siger Nils Smedegaard Andersen, adm. direktør i A.P. Møller-Mærsk.
Lige efter generalforsamlingen bliver der udstedt fondsaktier, som vil medføre et aktiesplit i forholdet en til fem. Det betyder, at en Mærsk-aktie bliver til fem. Aktiekursen på en Mærsk-aktie har ligget over 60.000 kr. pr. aktie, men nu forventes det, at kursen vil komme ned på 12-13.000 kr. pr. aktie, hvilket åbner op for, at flere private investorer har råd til at købe aktien.
Fondsaktieemissionen forventes gennemført med det samme efter generalforsamlingen, og 4. april bliver efter planen første handelsdag for fondsaktierne.
Mærsk-aktierne er allerede delt op i A- og B-aktier. I fredags sluttede A-aktierne i kurs 61.400, og B-aktierne sluttede i kurs 64.000, da aktiehandelen lukkede ned om eftermiddagen.
Kilde: Dagbladet Børsen