Maersk Line kommer til Aalborg
Maersk Line vil sende gods med feederruten mellem Aalborg Havn og Rotterdam, som drives af feederrederiet X-Press Feeders. Nordjyske virksomheder kan dog først fra midt i september gøre brug af tilbuddet, erfarer Nordjyske.
Ruten mellem Aalborg og Rotterdam har haft en fin vækst, siden den blev startet op for et par år siden. Sidste år nåede antallet af containere op på 12.500, og i år ventes der 15.000. Hverken Maersk Line eller Aalborg Havn har meldt officielt ud om det nye samarbejde. Ifølge Nordjyske kommer oplysningerne fra havnens bestyrelsesformand, Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
Rederierne APL, OOCL og Evergreen er allerede kunder på Aalborg-Rotterdam-ruten, der har to ugentlige afgange fra Aalborg.
Kilde: transportmagasinet.dk