Maersk trækker Aarhus Havn i byretten
APM Terminals er i dag alene om containerhåndteringen på Aarhus Havn, men Aarhus Havn ønsker endnu en operatør ind på havnen og har ifølge Maersk gennemført en proces, der er i strid med god forvaltning.
Maersk trækker nu Aahus Havn i byretten med en anmodning om et midlertidigt påbud mod Aarhus Havn, skriver Aarhus Stiftstidende.
Det er den foreløbige kulmination i en strid mellem parterne om Aarhus Havns ønske om at på endnu en containeroperatør ind på havnen, hvor APM Terminals i dag er enerådende.
Maersk offentliggjorde hurtigt efter aflysningen af den planlagte udvidelse af Aarhus Havn en plan om at investere 2 mia. kr. i en effektivisering af APM Terminalen, der vil betyde en markant udvidelse af kapaciteten med 50 pct.
Men den investering er i fare, hvis havnen ønsker endnu en operatør ind på det havneareal, der altså nu ikke udvides foreløbig. Det fremgik af et brev, som APM Terminals direktør, Mikael Gutman, sendte til byrådsmedlemmerne i Aarhus i juli.
Chief Corporate Affairs Officer i Maersk Caroline Pontoppidan skriver i en kommentar til DR, at hun mener, at processen har været strid med god forvaltning.
“Det er principielt afgørende, at der er transparens og ordentlighed i offentlig forvaltning. Maersk har løbende forsøgt at få en dialog med Aarhus Havn om dette, men det er trods gentagne forsøg desværre ikke lykkedes, og derfor har vi nu valgt at gå rettens vej for at få forløbet afklaret,” skriver Caroline Pontoppidan.
Thomas Haber Borch, der er direktør for Aarhus Havn, oplyser til DR, at striden handler om et Memorandum of Understanding, som Aarhus Havn og APM Terminals indgik i 2020.
“Der er uenighed om betydningen af indholdet i en Memorandum of Understanding, som er indgået mellem Aarhus Havn og APM Terminals i 2020. Den uenighed vil APM Terminals gerne have afgjort af Retten. Det er naturligvis aldrig positivt at være i strid med en kunde, men det sker af og til i erhvervslivet,” skriver havnedirektøren.
APM Terminals direktøren peger i brevet til byrådsmedlemmerne bl.a. på, at Aarhus Havn ikke er stor nok til at hus to container-operatører.
“Det risikerer i stedet at give en ineffektiv havnedrift, dårligere lønsomhed og dermed langsigtet underinvestering i innovation og udvikling,” skriver Mikael Gutman.
Hvis Aarhus Havn holder fast i planen, vil det sandsynligvis føre til, at Maersk dropper den 2 mia. kr. store investering i en effektivisering af terminalen.
“Det er vigtigt at understrege, at i tilfælde af at Aarhus Havn igen beslutter at basere sig på to operatører, vil det med stor sandsynlighed udfordre det kommercielle fundament for operatørerne på havnen i en sådan grad, at det vil gøre rentabiliteten af investeringer i fremtiden så usikre, at de ikke bliver til virkelighed. For APMTs vedkommende betyder det, at det næppe er økonomisk bæredygtigt at investere massivt i den planlagte pladsoptimering og effektivisering gennem automatisering. Det risikerer også at forsinke ambitionen om at blive en af verdens førende CO2-neutrale containeroperationer,” skriver han.
Om forløbet skriver han videre, at APM Terminals “samlet set (har) en oplevelse af en mangelfuld proces, der også i et globalt perspektiv har været yderst usædvanlig.”
Og det fører altså nu til sagen i byretten i Aarhus.
-emte