Monjasa skal drive tankanlæg i Skagen
Monjasa har indgået en aftale med Skagen Havn om opførelse og anvendelsen af et tankanlæg for olieprodukter til brændstof til skibe i og udenfor havnen. Skagen Havn opfører lagerfaciliteterne der drives af Monjasa på en langtidskontrakt.
”Det er et resultat af et langsigtet og strategisk arbejde på at udvikle nye forretningsområder, der kan skabe vækst og supplere havnens kerneområde i fiskeriet. Skagen Havn har gennem adskillige år arbejdet med at udvikle havnen og derigennem skabe forudsætninger for at nye forretningsområder kan opdyrkes”, siger havnedirektør Willy Bent Hansen.
Monjasas ydelser omfatter alle aspekter af bunkring, smøremidler og oliehandel.
”Aftalen med Monjasa er med til at skabe et solidt fundament for den kommende havneudvidelse og vil også på sigt skabe omsætning for flere af havnens servicevirksomheder. Skagen Havn bliver mere attraktiv for skibe, da der også parallelt med aftalen ligger et spin-off omkring mulighed for levering af slopolie til tankfaciliteter i havnen”, siger Willy Bent Hansen.
Administrerende direktør i Monjasa Jan Jacobsen vurderer, at tidspunktet for aftalens indgåelse er optimal, idet markederne for kommerciel skibsfart viser tegn på oprejsning fra et deprimeret marked siden 2008.
”Virksomheden har et mål om at skabe yderligere markedsandele i bunkersmarkedet i og omkring Skagen. Skagen Havn ses at være særdeles godt geografisk placeret og kan derfor udgøre en optimal platform for levering af olieprodukter til skibe i og udenfor havnen”, siger Jan Jacobsen.
Det tekniske arbejde med projektering og godkendelse af anlægget startes op i den allernærmeste fremtid. Tankanlægget forventes at stå færdigt i løbet af 2014.
Kilde: Skagen Havn