MSC bekræfter ny dansk topchef
Danske Søren Toft, der kommer fra en stilling som driftsdirektør i A.P. Møller - Maersk, er ny CEO for verdens næststørste containerrederi, schweiziske Mediterranean Shipping Co. Jobbet blev ledigt efter en intern rokade i toppen af rederiet.
Rederiets grundlægger, Gianluigi Aponte, har besluttet at trække sig fra formandsposten i rederiet, og hans søn - Diego Aponte - der indtil nu har været CEO, rykker derefter op som ny bestyrelsesformand. Rokaden skaber plads til Søren Toft som ny CEO.
MSC driver en flåde på 470 containerskibe, hvilket udgør 16 procent af den samlede verdensflåde af containerskibe.
Herudover ejer MSC er af verdens fem største flåder af krydstogtskibe.
Gianluigi Aponte, der er 79 år, grundlagde MSC - der har hovedkvarter i Genua - i 1970. Hans søn, Diego Aponte, har været CEO siden 2014.
Søren Toft forlod i sidste uge sit job i Mærsk med øjebliklig varsel, da han orienterede ledelsen om at han var udnævnt til topposten i et konkurrerende rederi.
Ud over at konkurrere, arbejder Mærsk og MSC tæt sammen i 2M Alliance.
Kilde: Wall Street Journal