Norden er begyndt at sejle med vindmøller
Norden har for første gang transporteret vindmøller om bord på et af rederiets skibe. Transporten foregik om bord på Nord Summit, der medbragte 43 vindmøller skilt ad i sammenlagt 129 dele, på en sejlads fra Sydkorea til USA’s vestkyst.
”Vi har nu dokumenteret, at vore skibe efter en forholdsvis enkel teknisk modificering kan bruges til den type transporter, som vi både til lands og til søs bestemt også har de fornødne menneskelige kompetencer til at gennemføre. Så vi er parate til flere rejser med vindmøller, hvis muligheden opstår, og hvis det passer ind i vores aktuelle handelsmønstre”, siger koncerndirektør og tørlastchef i Norden Ejner Bonderup.
Den første vindmøllerejse omfattede 43 vindmøller, der hver bestod af 3 sektioner. Sammenlagt blev det til 129 kæmpemæssige rør, der hver målte 80 meter. Den samlede vægt var 5160 tons – eller 120 tons pr. vindmølle.
Før vindmøllelasten var i hus, skulle Norden igennem en længere godkendelsesproces hos kunden, der hører til blandt verdens 10 største vindmølleproducenter. Processen omfattende både tekniske, operationelle, kommercielle og juridiske aspekter. Norden klarede samtlige skær i denne proces, der havde til formål at vise, at Rederiet er kvalificeret til at løse opgaven.
”I forhold til multipurpose-skibe tilbyder tørlastskibene rigtig mange kvadratmeter, og da vindmøllerne bliver større og større, passer vores skibe godt til branchens behov”, siger Lars Husmand, Senior Business Development Manager i Norden.
Du kan læse hele artiklen om den opsigtsvækkende transport i den nye udgave af Magasinet Maritime Danmark herunder: