Norden opjusterer forventningerne til 2021
Der går rigtig godt for Norden - ikke mindst for forretningsenheden Dry Operator. Derfor opjusterer rederiet nu forventningerne til det justerede årsresultat for 2021 ganske markant, oplyser Norden i en meddelelse.
Ud over den stærke udvikling i Dry Operator er også “betydelige markedsforbedringer” baggrunden for, at Norden opjusterer forventningerne til det justerede årsresultat for 2021 til 50-100 mio. dollar mod tidligere 20-60 mio. dollar.
Det bredere spænd afspejler ifølge rederiet, at “forventningerne er baseret på ikke-realiseret fremtidig indtjening i et marked med større volatilitet end sædvanligt.”
“Baseret på meget stærk eksekvering og aktiv positionering forventer Dry Operator at kapitalisere på det betydeligt forbedrede tørlastmarked og levere bedre indtjening end forventet i løbet af andet kvartal og andet halvår 2021”, udtaler Jan Rindbo, Adm. direktør, Norden.
På baggrund af dette forventer Dry Operator nu at opnå et justeret årsresultat for 2021, som overstiger rekordåret 2020, skriver redriet.
Indtjeningen i de to øvrige forretningsenheder, Asset Management og Dry Operator, udvikler sig på linje med de tidligere udmeldte forventninger.
“Dog stiger Asset Managements porteføljeværdi i takt med højere tørlastværdier og højere fremtidige tørlastrater,” konstaterer Norden.
Kilde: Norden.