Nu er retssagen mod vagthavende i gang
“Hans undladelser var ikke et resultat af systemsvigt, men individuelle beslutninger. Han var uagtsom”. Sådan lød det i dag fra anklagemyndighederne i sagen mod vagtchefen, der der var vagthavende på broen, da den norske fregat Helge Ingstad kolliderede med et tankskib.
Den nu 33-årige vagtchef er tiltalt for “uagtsom forvoldelse af sø-skade og overtrædelse af den militære straffelov” i forbindelse med fregatten Helge Instads kollission med tankskibet Sola TS ud for Stureterminalen i Hjeltefjorden den 8. november 2018.
Fregatten til 4,3 mia. norske kroner forliste og blev totalskadet efter kollissionen.
Den tiltalte nægter sig skyldig.
Anklagemyndigheden sagde på et første retsmøde i sagen i dag, at hovedårsagen til kollissionen var uagtsom navigation på fregatten, men det afviser den tiltaltes forsvarer.
“Han er hængt ud som syndebuk for et system, der har svigtet,” sagde hans forsvarer,
Christian Lundin, inden retssagen startede, ifølge NRK.
I forbindelse med tiltalen mod vagtchefen fik det norske Forsvarsdepartementet en bøde på 10 mio. norske kroner for brud på de samme paragraffer, som vagtchefen er tiltalt for, mens der ikke rejses sager mod besætningen på tankskibet eller mod den vagthavende på
trafikcentralen i land.
Anklageren i sagen gennemgik hændelsesforløbet op til sammenstødet minutiøst og sagde, at den tiltalte “burde og skulle” have handlet anderledes for at forhindre kollissionen.
At den norske rigsadvokat i maj i fjor overhovedet rejste tiltale mod den på det tidspunkt 29-årige vagtchef kom som en stor overraskelse, da den norske Havarikommission tidligere udtalte, at den ikke ville klandre besætningen på fregatten for ulykken.
Der er i alt indkaldt mere end 30 vidner i sagen, bl.a. kaptajnen og lodsen på SolaTS, trafikoperatøren på Fedje sjøtrafikksentral og de øvrige tilstedeværende på broen på Helge Instad, da kollissionen skete.
Læs om havarikommissionens rapport om årsagen til kollissionen HER.
Redaktionen.