Ny banebrydende dansk sonarteknologi.
Et konsortium bestående af Reson og Center for Energy Resources Engineering fra Danmarks Tekniske Universitet har fået godkendt et projekt under Højteknologifonden. Projektet omhandler detektion af olie i havvand ved hjælp af avanceret sonarteknologi
For første gang nogen sinde vil vi være i stand til at få et detaljeret billede af olie i vandsøjlen og på havbunden. Teknologien vil kunne redde bl.a. Grønland fra fatale naturkatastrofer forårsaget af olieudvinding, som det er set i Mexico for nyligt.
Projektet som opstarter 1. februar 2011 skal resultere i en effektiv metode til at afbilde olie i vandsøjlen, så oprensningfirmaerne kan fjerne så meget olie som muligt efter en lækage.
I projektet vil Energy Resources Engineering udvikle en model af olieforurenet havvand og baseret på denne model vil Reson i samarbejde med CERE DTU Informatik udvikle en effektiv detektionsmetode som baseret på sonarteknologi kan lave en pålidelig detektion og derved kortlægning af de olieforurenede områder.
Reson har kontakt til et par af de mest succesfulde oprensningsfirmaer, nemlig Cashmann Industries, samt Marine Pollution Control. Begge mener at en effektiv detektion af olie i vandsøjlen vil revolutionere effektiviteten af oprensningen.
Samarbejdet er en fortsættelse af Reson's i forvejen store indsats på området hvor der bl.a. igennem et par år har været tæt samarbejde med US Coast Guard.
I Danmark er Reson kendt for hydrofoner til bl.a. marine biologi. Internationalt er Reson kendt for avanceret sonarteknologi til havneopmåling, offshore industrien og hydrografi generelt.
Kilde: Reson