Ny havn skal hjælpe Qatar mod blokade
Qatar´s emir har netop indviet den nye havn, Hamad Port, der ligger ca. 40 km syd for Doha. Havnen kan håndtere alle typer skibe, inklusiv store containerskibe og kan dermed være med til omgå de sanktioner, som nabostaterne har rettet mod ørkenstaten.
Den nye havn har kostet 7,4 mia. dollar og vil have en årlig kapacitet på 7,5 mio. containere, hvilket gør den til den største af sin art i Mellemøsten. Med havnen kan Qatar importere varer direkte fra Kina og Oman i stedet for at være afhængig af omskibning i Dubai, der på grund af sanktionerne har lukket ned for den videre transport til Qatar.
“Havnen vil fjerne de restriktioner, der måtte være lagt på vores økonomi. Vi opgiver ikke vores håb og ambitioner,” sagde Qatar´s transportminister Jassim Bin Saif al-Sulaiti ifølge Reuters ved åbningen.
Ud over håndteringen af containere vil den nye havn være i stand til at håndtere 1,7 mio. ton gods, 1 mio. ton fødevarer og 500.000 køretøjer årligt, oplyser Bahrain nyhedsmediet GDNI.
I forbindelse med åbningen af den nye havn, der ventes at være helt færdig i 2020, har Qatar etableret en direkte rute fra Hamad Port til havnen i Sohar, Oman, for derigennem at kunne undvære de sanktionerende nabo-staters havne.
Der er intet der tyder på, at konflikten mellem Qatar og nabostaterne anført af Saudi Arabien står foran en snarlig afslutning.
Qatar ønsker ikke at bøje sig og Saudi Arabiens udenrigsminister sagde til
journalister i London at hvis konflikten løb de næste to år “så måtte det være sådan”.
Kilde: World Maritime News & Aljazeera