Ny mole testes i bølgelaboratorium
Hanstholm Havn har netop igangsat en omfattende havneudvidelse til godt 500 millioner kroner. I disse dage testes en kopi af havnens nye mole i det spritnye bølgelaboratorium på Aalborg Universitet. Testen skal blandt andet sikre, at konstruktionen holder til en 100-års-storm.
Arbejdet med den store udvidelse af Hanstholm Havn til godt 500 millioner kroner er i fuld gang. Udvidelsen indebærer blandt andet to nye moler – heraf en ny ydermole mod vest på et af de mest udfordrende havnemiljøer i verden. Denne mole, der har til formål at beskytte indsejlingen, er den mest udsatte overfor de skrappe vejr- og bølgeforhold, der forekommer i Hanstholm. Derfor tester man i disse dage en fysisk 3D-model af molen i Aalborg Universitets bølgelaboratorium.
På Aalborg Universitet har forskerne konstrueret en tro kopi af molen- dvs. alle materialer er de samme som i fuldskalamodellen - i størrelsesforholdet 1:45, der i løbet af testene skal udsættes for forskellige storme. Heri blandt bølger, der svarer til en 100-års-storm:
“Når man tester konstruktioner her i bølgelaboratoriet, inden man igangsætter selve byggeriet, er det for at sikre sig, at ingeniørernes beregninger holder i virkeligheden. Vores erfaringer viser, at testene i bølgelaboratoriet er det tætteste, vi kommer på virkeligheden,” siger lektor på Institut for Byggeri og Anlæg på AAU, Thomas Lykke Andersen og uddyber:
“Vi ved, at den nye mole i Hanstholm Havn vil blive udsat for en række forskellige storme, og for at sikre at konstruktionen er holdbar i ekstremt vejr, så simulerer vi det, man kalder en 100-års-storm i testbassinet.”
Normalt tester forskerne nye havneanlæg fra hele verden, men det er første gang i mere end 10 år, at forskerne nu har en model til en dansk havn i laboratoriet.
Kilde: Aalborg Universitet og Hanstholm Havn