Opfordring til at holde havneafgifter i ro
Danske Havnevirksomheder opfordrer nu de danske erhvervshavne til at følge et tysk eksempel. og stoppe opreguleringen af havneafgifter. Hvis ikke det sker, kan det lægge yderligere en dæmper på aktiviteten i havnene.
"Den internationale skibsfragt er hårdt ramt af den økonomiske krise og mange havne oplever fortsat nedgang i deres godsomsætning. Det vil formentligt tage nogen tid, før godsmængderne er tilbage på det niveau, vi oplevede før krisen satte ind i 2008", siger T.B. Larsen, formand for Danske Havnevirksomheder.
I lyset af de hårde tider har Bremen Havn iværksat en hjælpeplan, der bl.a. indeholder en nulvækst af havneafgifter. Herudover vil Bremen formentlig vedtage en 'frysning' af havnens lodsafgifter.
Da konkurrencen mellem de nordeuropæiske havne er hård, opfordrer Danske Havnevirksomheder alle danske havne til at følge eksemplet fra Bremen, og 'fryse' havneafgifterne i 2010, siger havnevirksomhedernes formand T.B. Larsen.
Kilde: Danske Havnevirksomheder