Passagerer evakueret fra færge i havsnød
En mindre svensk færge kom lørdag formiddag i havsnød efter et maskinhavari. I hård sø med vindstyrker på 20 m/s alarmerede færgen Capella den svenske søredningstjeneste med henblik på at få evakueret passagerne.
Søredningstjeneste sendte lørdag omkring middag en redningshelikopter ud til den lille færge, der drev rundt uden for Umeå med fire passagerer og to besætningsmedlemmer ombord. De fire passagerer blev løftet op i helikopteren, mens besætningsmedlemmerne blev på færgen for at vente på bugseringen, der ankom ved 15-tiden.
Årsagen til maskinstoppet formodes at være et sikkerhedssystem, der blev udløst på grund af den kraftige søgang.
Færgen Capella, der er bygget i 1975,
har plads til 150 passagerer og fire personbiler og sejler i rute mellem Umeå og Holmøleden.
Kilde: Sjöfartstidningen