PFA og ATP vil købe Danmarks Skibskredit
PFA og ATP er gået sammen med den danske kapitalfond Axcel om at forsøge at købe Danmarks Skibskredit for fire milliarder kroner. Det erfarer Berlingske Business fra kilder, der har kendskab til salgsprocessen. Det danske konsortium er dog ikke alene om at byde.
”ATP og PFA er gået sammen om at byde på skibskreditten, men de har brug for en, der kan stå i spidsen for sådan en investering, og her har de slået sig sammen med Axcel”, siger en anonym kilde med kendskab til processen.
Der foreligger dog også et andet bud fra den svenske kapitalfond Nordic Capital samt et tredje bud fra den britiske kapitalfond CVC. Derudover er der nogle forlydender om, at Goldman Sachs skulle være gået sammen med enten Nordic Capital eller CVC.
Danmarks Skibskredit ejes af A.P. Møller-Mærsk, Nationalbanken, Danske Bank og Nordea. Ejerne har haft skibskreditten til salg i hvert fald et halvt år. Der har tidligere været nogle forhandlinger med erhvervsmanden Christian Dyvig, som er endt uden resultat, og derefter kom der forlydender om, at flere udenlandske kapitalfonde var interesseret i Danmarks Skibskredit.
Danmarks Skibskredit fik i første halvår i 2015 et overskud efter skat på 77 millioner kroner, hvilket skal sammenlignes med et overskud på 843 millioner kroner i første halvår 2014. Dette overskud var dog ekstraordinært stort på grund af tilbageførsel af nedskrivninger, som ikke blev gentaget i 2015.
Kilde: Berlingske Business