Rekordmange julegæster på Kattegat
Aldrig tidligere har så mange sikret sig en julebillet til rejsen over Kattegat mellem 20. og 30. december. Billetsalget lægger op til rekordjul hos rederiet Molslinjen. På nuværende tidspunkt ligger salget 15 pct. højere end sidste år, viser en opgørelse fra rederiet.
”Det er jo altid farligt at glæde sig for tidligt, men lige nu ser det ud til, at vi får den største julegave, vi nogensinde har fået. Vi har oprustet med nye færger og flere afgange og har løbende tilpasset vores produkt ud fra gæsternes behov. Det tror jeg er forklaringen på de glædelige udsigter,” siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Det er billetsalget til færgerejser mellem Jylland og Sjælland på dagene fra 20. til 30. december, der har fået et pænt nøk opad sammenlignet med sidste år. Dermed opretholder Molslinjen sin
tradition for julerekorder. Antallet af julerejsende på Kattegat har været støt stigende hvert eneste år og er faktisk fordoblet siden 2011.
Sidste år ved juletid satte rederiet også en anden rekord. Således blev 23. december 2016 den hidtil største enkeltstående julerejsedag hos Molslinjen nogensinde.
De to største rejsedage på Kattegat ser ud til at blive 22. og 23. december, oplyser rederiet.
Kilde: Molslinjen