Rønne bliver servicehub for vindmøllepark
Det hollandske selskab VBMS, der skal etablere havkabler til Arkona Wind Farm projekter, har valgt Rønne Havn som servicehavn for de mange specialfartøjer, der deltager i arbejdet. Arbejdet starter i april næste år og strækker sig seks måneder frem.
”Sidste år havde vi kortvarigt besøg af VBMS, som erfarede hvor serviceorienterede og fleksible havnens organisation og de maritime virksomheder på havnen er. Det fik blandt andet deres øjne op for potentialet ved at samarbejde med os,” siger Ulla Kiersgaard, Chef for Maritim Service & Forretningsudvikling på havnen.
For VBMS’ hollandske projektleder, Emile van der Heide, var det især den smidige infrastruktur og det effektive serviceniveau der gjorde, at valget faldt på Rønne Havn:
”Da vi arbejdede på første fase af vores kabel-installationer til Arkona Offshore Wind Farm-projektet, opdagede vi de store logistiske fordele som Bornholm og i særdeleshed Rønne har at tilbyde. Med gode fly- og færgeforbindelser, overnatningsmuligheder og et hospital i baghaven, var Rønne Havn et oplagt valg. Vores erfaring er at såvel havnens ledelse, BHS og Sydhavnens Motorværksted er villige til at assistere os med meget kort varsel – og i denne industri er pålidelighed, driftssikkerhed og service altafgørende,” siger projektlederen.
Arkona Wind Farm projektet ligger 35 kilometer nordøst for den tyske Rügen-halvø
Kilde: Rønne Havn