Sikring koster Vejle Havn fem mio.
Det koster omkring fem millioner kroner at få ISPS-sikret Vejle Havn, så den lever op til EU-lovgivningen om terrorsikring af havne med international trafik. Der skal etableres hegn, overvågningsudstyr og en portvagt, så skibene kan ligge i sikkerhed. Det ærgrer havnebestyrelsesformand Leif Skov.
”Jeg synes ikke, at Vejle er en risikohavn på den måde, men der er bare ikke noget at gøre, hvis vi vil have lov til at drive erhvervshavn. Arbejdet med at sikre havnen er begyndt for nogle uger siden, og der er meget, der skal laves. Derfor er prisen på fem millioner kroner godtaget”, siger Leif Skov til DR/Trekanten.
Det er ikke så meget prisen på de fem millioner, der ærgrer Leif Skov. Det er mere, at arbejdet i det hele taget virker unødvendigt og kun er en ekstra omkostning for havnens virksomheder, der fremover skal betale for drift og vedligeholdelse.
”Jeg vil gætte på, at vi ligger i størrelsesordenen på halvanden million plus minus et eller andet. Der er jo ikke andre end de firmaer på havnen til at betale, det er jo ikke skattefinancieret eller noget som helst, siger Leif Skov.
Det forventes, at sikringsarbejdet er afsluttet inden årets udløb.
Kilde: dr.dk/Trekanten