SIMAC modtager endnu en million-donation fra Mærsk-fond
Efter at have doneret 100 mio. kr. til etableringen af SIMAC´s nye domicil topper Den A.P. Møllerske Støttefond donationen med yderligere 28 mio. kr. Beløbet gives til nyt teknisk udstyr og inventar.
”Vi skylder en stor tak til Den A.P. Møllerske Støttefond og de øvrige fonde, der har tilgodeset Nyt SIMAC lige fra vi startede projektet. Med den seneste bevilling sikres nu også, at det tekniske udstyr såsom udrustning af saltvands-, el- og maskinlaboratorierne bliver af allerhøjeste standard, og at vores inventar generelt kommer til at matche de nye moderne rammer,” siger SIMAC´s direktør Jesper Bernhardt.
“Med bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond sikres en fornyelse af stort set alt det tekniske udstyr, og dermed kan studerende, medarbejdere og kursister se frem til fysiske rammer og inventar i særklasse.
De faciliteter, som Nyt SIMAC stiller til rådighed for studerende og undervisere, vil være unikke i dansk og international sammenhæng,” skriver SIMAC i en pressemeddelelse.
Institutionen har desuden for nyligt modtaget tilsagn om en bevilling på 14,9 mio. kr. fra Dampskibsselskabet NORDEN A/S og A/S Dampskibsselskabet Orient's Fond til etableringen af et helt nyt simulatorcenter på internationalt top-niveau.
Den officielle indvielse af Nyt SIMAC sker den 12. september, hvor der vil være åbent for offentligheden fra kl. 17-20.
-emte