Skagen Havn er igen den suverænt største
Halvdelen af alle fangede fisk i Danmark blev i 2022 landet i Skagen mod 39 pct. i 2021. Dermed udbyggede Skagen Havn sin position som landets største med en samlet landet vægt på 314.446 tons og en samlet værdi på 1,2 mia. kr., viser tal fra Fiskeristyrelsen.
Den samlede mængde af landede fisk i Skagen fordelt på vægt steg i 2022 med 10 pct i forhold til 2021, og værdien heraf er steget med næsten 200 millioner kroner, svarende til en fremgang på 20 pct,
”2022 har været et år hvor vi kan notere fremgang på flere områder i fiskeriet. Vi er godt tilpas ved, at flere fiskere vælger Skagen til som landingshavn. Glædeligt er det også, at havnens produktionsvirksomheder har styrket deres markedspositioner, og at hele fiskeriklyngen samlet er medvirkende til en konsolidering af fiskeriet i Skagen.” siger Skagen Havns direktør, Willy B. Hansen i en kommentar.
Skagen Havn arbejder i de næste år meget fokuseret med at udvikle endnu bedre faciliteter til fiskeriet, som også kan understøtte den grønne omstilling. Herunder investeres i yderligere forskellige landstrømsanlæg, såvel som analyser af mulighed for levering af grønt brændstof til flåden af fiskefartøjer, skriver havnen i en pressemeddelelse.
Danmarks næststørste havn målt på landet vægt er Thyborøn med 108.625 tons, mens Hanstholm indtager tredjepladsen med 59.306 tons.
Kilde: Skagen Havn