Somaliske pirater forbereder kapringer
Der er tegn på at somaliske pirater forbereder nye kapringer. Det vurderer sikkerhedsfirmaet Neptune P2P Group på baggrund af informationer om, at to somaliske piratgrupperinger uafhængigt af hinanden har sikret sig moderskibe.
Moderskibene, der er kaprede fiskefartøjer, har været anvendt til flere mindre kapringer og kapringsforsøg i farvandet omkring Afrikas Horn den seneste måned.
Neptune opfordrer derfor skibstrafikken til at være ekstra agtpågivende når de færdes i farvandet ud for Afrikas Horn.
Den genopblussede trussel fra somaliske pirater kommer samtidig med, at skibstrafikken er udsat for gentagne missilangreb i Det Røde Hav og Adenbugten fra Houthistyrker i Yemen.
-mauh