Søværnets officersuddannelse har succes
For andet år i træk er alle pladser optaget på Søværnets officersuddannelse. 63 ansøgere er netop kommet gennem optagelseskommissionen og er klar til at starte på uddannelsen i Søværnet efter sommerferien.
Sidste år var der for første gang i ti år fyldt op på den indledende aspirantuddannelse, og den positive udvikling fortsætter. Det betyder, at Søværnets officersuddannelse mod forventning må finde tre ekstra pladser, da årets målsætning kun lød på 60 nye kadetaspiranter.
"Det er rigtig glædeligt, at det er lykkedes at tiltrække så mange interesserede ansøgere til uddannelsen som officer i Søværnet i en tid, hvor der er en voldsom konkurrence på arbejdsmarkedet", siger chefen for Søværnets Officersskole, kommandør Christian Nørgaard.
Gennem årene har der jævnligt været tomme stole i undervisningslokalerne på Søværnets Officersskole
I 2007 startede 56 kadetaspiranter på indledningen til officersuddannelsen, mens kun 36 startede i 2006. Af de 56 fra 2007-årgangen forventes mellem 30 og 40 at starte på selve officersskolen til efteråret.
Fra i år etableres de nye grundofficersuddannelser (GRO1 og GRO2-uddannelser), så årets kommende kadetaspiranter er de første, der starter på det nye forløb.
De nye grundofficersuddannelser skal give eleverne den faglige uddannelse på kortere tid, således at de allerede efter 2-3 år på GRO1 uddannelsen til skibsfører eller maskinchef kan arbejde som henholdsvis vagtchef eller maskinvagthavende om bord på skibene. Før i tiden kunne det arbejde først varetages efter den samlede officersgrunduddannelse
Uddannelsen til søofficer tager sammenlagt fem år. Kadetterne vælger enten en taktisk linje, der retter sig mod navigation og skibets sejlads, eller en teknisk linje, der drejer sig om drift og vedligeholdelse af skibets mekaniske dele.
Ud af de 63 nye kadetaspiranter dette år har 10 valgt teknisk linje, og 53 har valgt taktisk linje.
Kilde: Søværnets Operative Kommando