Storbrand i oliefabrik på Århus Havn
Der udbrød onsdag en voldsom brand på oliefabrikken Århus Karlshamn på Århus Havn. Branden sendte en tyk røg mod himlen efter der gik ild i olieprodukter på virksomheden. Bekymrede pårørende forsøgte at få kontakt til de ansatte på fabrikken.
Tre slukningstog fra Århus Brandvæsen rykkede ud og fik hurtigt bugt med flammerne, efter at der onsdag eftermiddag udbrød brand på oliefabrikken Århus Karlshamn på Århus Havn.
"Der var gået ild i nogle af deres olier, og det gav en meget voldsom brand med en kraftig røgudvikling", siger beredskabschef Jakob Andersen til Ritzau. I december kostede en eksplosionsagtig brand på fabrikken en 54-årig mand livet, og der var ifølge beredskabschefen en del bekymrede borgere, som kontaktede brandvæsnet.
Ifølge Ritzaus udsendte dukkede der også en del pårørende til fabrikkens ansatte op på området omkring fabrikken for at se til, at deres kære var i god behold.
Øjenvidner fortæller til Ritzau, at himlen på et tidspunkt var sort af røg.
Ingen kom til skade ved branden.
Kilde: BT