Store mængder militært udstyr i Esbjerg
I weekenden ankom der 30 amerikanske helikoptere og 1000 køretøjer samt andet militært materiel til Esbjerg Havn, om bord på det civile fragtskib ARC Endurance. Udstyret skal transporteres til Østeuropa i forbindelse med udskiftning af de amerikanske styrker.
Materiellet kommer fra den amerikanske 3rd Combat Aviation Brigade, der normalt er hjemmehørende i Fort Stewart i Georgia.
Dele af materiellet bliver fragtet til Esbjerg Lufthavn, hvor amerikanske soldater skal klargøre materiellet inden videre transport til Østeuropa.
Udstyret indgår i Operation Atlantic Resolve, der har til formål at demonstrere den amerikanske vilje og evne til at forstærke NATO og alliancepartnere gennem tilstedeværelse i Østeuropa.
Det er ikke første gang, Danmark yder såkaldt værtsnationsstøtte. Ved at udøve støtten udviser Danmark evne og vilje til at leve op til forpligtigelserne i NATO-samarbejdet. Denne type opgave forekommer hyppigere på grund af den nuværende sikkerhedssituation, skriver Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.
Ud over Forsvaret bliver Host Nation Support udført i samarbejde med Hjemmeværnet, Syd- og Sønderjyllands Politi, Esbjerg Havn og Esbjerg Lufthavn.
-mauh