Storebæltsfærge dyr fornøjelse for Korsør
Den gamle Storebæltsfærge M/F Broen, der ligger i tørdok i et nedlagt færgeleje i Halsskov, kan gå hen og blive en dyr fornøjelse for Slagelse Kommune. Drift og vedligeholdelsen af færgen ventes at løbe op i et stort millionbeløb hvert år.
Arkivfoto.
Ideen er rigtig god. Bevar en af de gamle Storebæltsfærger, så den kan bruges til at fortælle historien om den gamle færgeforbindelse over bæltet. Problemet er bare, at det bliver rigtig, rigtig dyrt.
Det fremgår af en række indslag om den gamle Storebæltsfærge M/F Broen, som TV2/Øst har produceret.
Slagelse Kommune har indtil nu brugt 17,4 millioner på at købe den 69. år gamle færge, samt indrette det færgeleje hvor M/F Broen i dag hviler på en bund af sten og sand.
En teknisk gennemgang af færgen viser nu, at den er i så dårlig stand, at det vil koste 10 millioner kroner her og nu at stoppe yderligere forfald, samt et større millionbeløb om året at holde den ved lige.
M/F Broen blev bygget på Frederikshavn Værft i 1951 og indsat på ruten Nyborg-Korsør i 1952 - dengang som en topmoderne færge med plads til hele 70 biler. Det var mange på den tid. I 1957 flyttede bilfærgerne til Knudshoved-Halsskov og Broen flyttede med og sejlede dér indtil 1966, hvor den blev indsat på Aarhus-Samsø-Kalundborg overfarten. Her sejlede den indtil 1992, hvor dens aktive år sluttede.
Men færgen overlevede bl.a. som diskoteksfærge i Aarhus.
Redaktionen