Tall Ships Races til Aalborg
Fra midt i næste uge indtager 84 små og store sejlskibe Aalborg Havn, når årets Tall Ships Races lægger vejen forbi den nordjyske havneby. Mere end 3.000 besætningsmedlemmer er om bord på de smukke gamle skibe.
"Det er enestående, fordi det henvender sig til alle lige fra børnefamilier med klapvogne til den ældre fru Jensen", siger Anni G. Walther, der er formand for styrekomiteen, til nordjyske.dk.
Sidst Tall Ships Races var forbi Aalborg, besøgte mere end en million mennesker havnen for at se de flotte skibe.
Hvert år kommer arrangementet forbi fire forskellige byer, og ligesom i 2004 og 1999 er Aalborg altså i år blevet udvalgt blandt cirka 25 ansøgere.
I år startede Tall Ships Races i Antwerpen 10. juli. Efter opholdet i Aalborg skal skibene videre til Kristiansand i Norge og Hartlepool i England, hvor det hele slutter 10. august.
Når skibene sætter sejl mod Norge på lørdag, ventes rigtig mange at tage opstilling langs fjorden. Sejladsen gennem Limfjorden er et af de store trækplastre, og i blandt andet Hals er der arrangeret flere festligheder.
Kilde: nordjyske.dk