Thulesen Dahl bliver chef for Aalborg Havn
Kristian Thulesen Dahl bliver - højst overraskende - ny direktør for Port of Aalborg. Det skriver havnen i en netop udsendt pressemeddelelse. Den tidligere formand for Dansk Folkeparti meldte sig ud af partiet onsdag og melder sig altså nu helt ud af dansk politik.
Kristian Thulesen Dahl siger endegyldigt farvel til dansk politik. .
Det er en af de mest markant profiler i dansk politik gennem de sidste 20 år, der nu siger farvel til Christiansborg og dansk politik til fordel for jobbet som adm. dir. for Port of Aalborg.
"Mit ønske om at forlade dansk politik er vokset de senere år. Jeg har prøvet rigtig meget i politik og nu vil jeg gerne bruge mine kompetencer i erhvervslivet. Direktørstillingen hos Port of Aalborg er en ønskestilling for mig, da jeg her sammen med dygtige og kompetente medarbejdere kan arbejde med at skabe vækst og nye arbejdspladser. Jeg er utrolig glad for, at jeg har fået denne mulighed og dermed den fremtid, der nu tegner sig for mig," siger Kristian Thulesen Dahl i pressemeddelelsen fra havnen.
Tidligere på året meddelte havnens mangeårige adm. direktør Claus Holstein et ønske om at stoppe senest i marts 2023, og Port of Aalborg har siden haft et stort ansøgerfelt at vælge mellem:
"Vi har været meget tilfredse med det store og yderst kompetente ansøgerfelt, vi har haft at vælge mellem. Til syvende og sidst har vi dog ikke været i tvivl om, at Kristian Thulesen Dahl er den bedst egnede til at fortsætte realiseringen af vores ambitiøse udviklingsstrategi, der blandt andet indebærer investeringer for op imod to milliarder kroner, en målsætning om at tiltrække 10-15 store virksomheder samt skabe 5.000 jobs i Aalborg Kommune frem mod 2030," siger bestyrelsesformand Lasse Frimand Jensen og fortsætter:
"De fleste kender ham som en markant politiker, men vi ser ham først og fremmest som en erfaren leder, forhandler og strateg. Det er disse kompetencer, vi har brug for i Port of Aalborg, og det glæder os, at vi nu er nået frem til en aftale."
Kristian Thulesen Dahl starter i sit nye job i Aalborg den 1. august 2022 og kan dermed være med til at repræsentere Port of Aalborg til det stort anlagte Tall Ships Race, der finder sted på Aalborg havn fra 4. til 7. august 2022.
Kristian Thulesen Dahl har uafbrudt siddet i Folketinget siden september 1994 og var i perioden fra 2012 til primo 2022 formand for Dansk Folkeparti. Han har siden 1998 været medlem af Nationalbankens Repræsentantskab og var frem til 2021 også medlem af Nationalbankens bestyrelse. Infrastruktur er ikke nyt for Kristian Thulesen Dahl, idet han tidligere har siddet i bestyrelsen for Billund Lufthavn.
Kilde: Aalborg Havn.