Træskibe dokkes for sommerklargøring
Skonnerterne Lilla Dan, Halmø og Mira skal på værft i Gilleleje og Svendborg. Mens skibene var lagt op for vinteren, blev der blevet arbejdet under “husene” af teltdug og nu skal alle tre på det årlige værftsophold med efterfølgende syn af Søfartsstyrelsen inden sæsonen.
Foto: Mira, Halmø og Lilla Dan på Øresund.
Lilla Dan er på værft i Svendborg hos Ring Andersen fra den 3.-30. april, hvor også Skonnerten Halmø vil være i april. Her er det muligt at se skibene på land, og det arbejde der pågår med slibning, kalfatring og maling af kølen og den del af skroget, der ligger under vandlinien, når skibene er i vandet.
Så hvis du vil se hvordan man bundmaler et træskib, har du chancen her. Skonnerten Mira er på værft i Gilleleje fra den 10.-12. april 2017. Der skal lakeres mange, mange kvadratmeter om bord på master, bomme og dørk i pantry, salon og banje. På Lilla Dan er rær fornyet og vanterne udskiftet og Halmø har fået nye, hvide sejl.
Efter værftsophold er alle tre skonnerter klar til den årlige gennemgang med klasseselskab og Søfartsstyrelsen, så fartøjerne igen i år kan give mange mennesker fantastiske sejloplevelser med godkendte sejlskibe.
Ud over de korte sejlture ud fra København, tilbyder De Forenede Sejlskibe i år også sejltogter i Danmarks farvande samt i den norske og svenske Skærgård. De Forenede Sejlskibe udlejer de tre historiske skonnerter og til daglig har alle tre sejlskibe hjemhavn ved kajen bag Admiral Hotel tæt på Nyhavn.
Her fungerer de som et maritimt og aktivt oplevelsescenter med alt fra konferencer, teambuilding og andre erhvervsrelaterede arrangementer til skønne sejlferier, dagture, events, fester, togter m.m.
Kilde: De Forenede Sejlskibe