TV-udsendelse følger dansk krigsskib
Tv-kanalen Discovery Science var med om bord, da støtteskibet Absalon i januar 2009 deltog i jagten på pirater ved Somalias kyst. Det er der kommet et dokumentarprogram ud af: Mighty Ships - HDMS Absalon. Programmet vises gentagne gange på satellitkanalen i december.
Discovery Danmark har haft et tæt samarbejde med Søværnets Operative Kommando under produktionen.
"Programmet giver et indblik i de daglige forhold om bord på Søværnets enheder under internationale operationer samt et rigtig godt billede af, hvordan en enhed som ABSALON kan bidrage til beskyttelsen af handelsskibene mod piratangreb", siger presseofficer i Søværnet, orlogskaptajn Kenneth Nielsen, om udsendelsen.
Programmet præsenteres i en periode, hvor det danske Folketing forventes at tage beslutning om at sende Absalon af sted endnu en gang på mission ud for Somalias kyst.
Programmet om Absalon bliver sendt flere gange på kanalen Discovery Science igennem december og januar. Se sendetidspunkterne herunder.
Kilde. SOK