Voldsom brand på Kalundborg Havn
Omkring klokken 9.00 opstod der brand ved Avista Oil Danmark på Juelsmindesvej 6 i Kalundborg. Midt- og Vestsjællands Politi opfordrede folk til at blive inden døre og holde sig fra brandstedet for ikke at genere slukningsarbejdet. Advarslen blev ophævet igen klokken10.25.
”Branden ved Avista Oil Danmark på Juelsmindesvej 6 i Kalundborg er nu under kontrol. Brandslukningsarbejdet fortsætter dog, så borgere i nærheden bør fortsat vise hensyn til de myndigheder som løser opgaver på stedet. Det anbefales ikke længe, at borgerne skal holde sig indendøre. Midt- og Vestsjællands Politi kender endnu ikke til brandårsagen. Ifølge Vejdirektoratet giver den store brand kø på de nærliggende veje”, skrev politiet i en meddelelse klokken 10.25.
Omkring 60 mand har været i gang med at bekæmpe branden, der udviklede kraftig røg. En slæbebåd er også indsat fra søsiden. Ifølge P4 Trafik er rute 22 Sydhavnsvej spærret mellem Østre Havnevej og Lerchenborgvej som følge af den kraftige brand.
”Vi har omkring 60 brandmænd og 15-20 slukningskøretøjer på stedet. Når vi har fået helt styr på varmen og sikret, at branden ikke udvikler sig, skal vi i gang med at efterslukke og se nærmere på miljøudfordringen, siger beredskabschefen hos Vestsjællands Brandvæsen til TV2.
Brandvæsenet oplyser, at der ikke har været meldinger om tilskadekomne i forbindelse med den voldsomme brand.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi og TV2