Afhøringerne af fem drabs-tiltalte fiskere afsluttet
Retten i Holstebro afsluttede i dag afhøringen af den sidste af de fem fiskere, der står tiltalt for at have dræbt den 41-årige Alf Villum Jensen om bord på kutteren Inger Katrine. Vidneafhøringerne begynder ved næste retsmøde.
Den 40-årige tiltalte, der blev afhørt ved dagens retsmøde gentog ifølge TV 2´s live-opdateringer fra retten de forklaringer, som de andre tiltalte har afgivet i dagen.
Forklaringerne lyder bl.a. på, at Alf Villum Jensen fik det tiltagende dårligere under turen med kutteren, og han indrømmede - ifølge de tiltalte - at han led af alkoholabstinenser.
Den dræbte forsøgte angiveligt at sætte ild til skibet, talte i vildelse og var konfus, hvilket fik de tiltalte til at binde ham med reb og tape.
Ifølge anklageskriftet er de fem mænd tiltalt for i perioden fra den 26. til den 30. januar 2023 at have frihedsberøvet Alf Villum Jensen ved at binde hans arme og ben sammen og derefter dræbt ham ved blandt andet at tage kvælertag og halsgreb og have begået omfattende stump vold mod mandens hoved og krop.
Der er afsat i alt 12 retsmøder i sagen, og der ventes at falde dom i midten af juni.
-emte