Amadeus Gold står tungt på grund
Efter tre mislykkedes forsøg på at trække fragtskibet Amadeus Gold fri, står det hollandske skib fortsat tungt på grund i Odense Fjord. Så tungt, at en del af lasten nu skal overføres til et andet skib eller en pram, for der gøres et nyt forsøg.
Amadeus Golds last består af tunge stålplader, og en del af disse skal fjernes før der torsdag gøres et nyt forsøg på at trække det 87 meter lange fragtskib af grunden.
Amadeus Gold var undervejs fra Rotterdam til Odense Havn, da det af ukendte årsager løb på grund tæt på Lindøterminalen i Odense Fjord lidt over halv to natten til mandag.
Odense Fjord er meget lavvandet og sejlruten smal.
Når det lykkes at trække Amadeus Gold fri af grunden, vil det gennemgå en grundig undersøgelse af skroget inden det får tilladelse til at sejle videre.
Fragtskibet drives af det hollandske rederi De Bock Maritiem BV.
-mauh