Benytter trick for at undgå Houthi-beskydning
En række rederier har fundet et nyt trick, for at undgå angreb fra Houthi-bevægelsen under passage af Det Røde Hav. Det sker ved at ændre oplysningerne i skibets AIS-signal, så det fremstår som om det sejler med kinesisk besætning.
Det er mediet Business Insider, der ifølge Finans bringer historien i samarbejde med Bloomberg.
”Da de nærmede sig eller krydsede Det Røde Hav ændrede mindst ni skibe deres destination og erklærede via det automatiske identifikationssystem (AIS), at deres besætning er kinesisk”, skriver Business Insider.
Mediet nævner konkret bulkcarrieren Great Ocean, der er indregistreret i Liberia. Inden indsejlingen til Det Røde Hav, tilføjer skibet oplysningen: Kun kinesisk besætning, til dets AIS-data.
Så snart skibet er ude af området, fjernes oplysningen igen.
Kina støtter ikke Houthi-bevægelsen, men houthierne gør hvad de kan for ikke at lægge sig ud med stormagter som Kina og Rusland. Derfor er det kun få gange sket, at houthierne har beskudt skibe fra de to lande - og da kun ved en fejl.
-mauh