Billigere færgebilletter til Endelave
I maj og september skal det være billigere at tage færgen til Kattegatøen Endelave, der ligger ud for Horsens Fjord cirka 10 kilometer fra Jylland. Byrådet i Horsens Kommune skal i denne uge tage stilling til et forslag om at halvere priserne for person-billetter i to perioder på 14 dage.
”Det er forventningen, at forsøget med nedsatte priser vil øge billetsalget for persontransport, ligesom det er forventningen, at antallet af solgte billetter til personbiler vil stige”, skriver byrådet.
De to perioder med halverede billetpriser skal være sidste halvdel af maj måned og første halvdel af september. Sidste år tilbød Horsens Kommune gratis færgefart i hele september, hvilket betød, at tre gange flere passagerer tog med færgen sammenlignet med en normal september måned.
Kilde: TV2 Østjylland