Containerskib i brand efter missilangreb
Containerskibet MSC Sky II brød mandag i brand efter at det blev ramt af et missil affyret fra den Houthi-kontrollerede del af Yemen. Missilet ramte skibets overbygning, men ingen besætningsmedlemmer kom til skade.
Containerskibet, der har en kapacitet på 2.169 TEU, fortsatte sin sejlads efter angrebet, der fandt sted i Adenbugten, 85 sømil sydøst for Aden.
Det amerikanske forsvar skriver i en opdatering, at der blev affyret to missiler mod skibet, men kun det ene missil ramte.
Mandagen bød på endnu et angreb, hvor missilet ikke ramte, og et amerikansk luftangreb hvor to missiler blev ødelagt på jorden, før de nåede at blive affyret.
Der er ingen nye meldinger om forurening fra bulkcarrieren Rubymar der lørdag sank i Det Røde Hav. Skibets last består af 22.000 tons gødning.
-mauh