Danmark blandt verdens bedst præsterende flagstater
Danmark scorer højt i den netop offentliggjorte “Flag State Performance Table” fra International Chamber of Shipping (ICS). Som én ud af blot tretten flagstater har Danmark “grønne” indikatorer ud for alle de kriterier, der viser i hvilket omfang flagstaterne overholder internationale søfartsregler.
”Danmark er en søfartsnation af høj kvalitet, og det afspejler sig i ICS’ Flag State Performance Table, hvor Danmark igen er blandt de førende nationer. Kunderne ved, at de kan stole på, at danske rederier leverer produkter og ydelser af høj kvalitet,” siger Anne H. Steffensen, adm. Direktør i Danske Rederier.
Hun glæder sig over den danske placering i årets oversigt: “Men helt ærligt, så forventer jeg intet mindre,” tilføjer direktøren.
De andre nationer udover Danmark med grønne flag over hele linjen er Bermuda, Caymanøerne, Grækenland, Hong Kong (Kina), Japan, Liberia, Malta, Marshalløerne, Norge, Portugal, Singapore og Storbritannien.
-emte