Dansk initiativ bag brug af digitale beviser i søfarten
FN's søfartsorganisation IMO har for kort tid siden vedtaget internationale regler for anvendelse af digitale beviser for søfarende. Dermed er vejen banet for fremtidig brug af digitale beviser på tværs af kloden.
I 2021 lancerede Søfartsstyrelsen verdens første digitale beviser til søfarende. Søfartsstyrelsens arbejde med at udvikle og udbrede digitale beviser til de søfarende startede dog allerede i 2019 med et pilotprojekt, hvor Mumbai Mærsk som det første skib nogensinde sejlede på sin rute fra Aarhus mod havne i Europa, Afrika og Asien udelukkende med digitale beviser om bord.
Tilbagemeldingerne fra turen var meget positive. På den baggrund startede arbejdet med at ændre STCW-konventionen, hvilket netop er blevet vedtaget i IMO, skriver Søfartsstyrelsen i en pressemeddelelse.
De nye regler træder efter planen i kraft i 2025. Søfartsstyrelsen vil inden længe gå i gang med at forberede, at der udelukkende kan anvendes digitale beviser, så søfarende ikke længere skal have beviser i fysisk form.