Dansk ordning for landstrøm forlænges
Det Europæiske Råd har godkendt en forlængelse af den danske ordning for reduceret afgift for landstrøm til skibe frem til juni 2027. Dermed kan færgerne fortsat lade batterier og trække strøm til systemerne om bord til en lav pris.
“Vi er altid optaget af, hvordan vi kan reducere den lokale luftforurening fra skibsfarten og skubber på den grønne omstilling generelt, og derfor er jeg tilfreds med, at det nu sikres, at færgerne, der i dag sejler på batterier, fortsat kan bruge el i stedet for brændstof” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.
Batterier fylder mere og mere blandt de danske færger. ForSea har i flere år sejlet på el mellem Helsingør og Helsingborg , Scandlines sejler med en blanding af batteri og brændstof på deres hybridflåder, Molslinjens nye Fanøfærge sejler på ren el og DFDS planlægger at bruge landstrøm i København.
Landstrømsanlægget på DFDS-terminalen skal stå klar i eftersommeren.
Kilde: Danske Rederier.