DFDS-skib lastet med militært udstyr grundstødte i Norge
DFDS´ ro-ro fragtskib Finlandia Seaway grundstødte torsdag aften i Karmsundet ved Haugesund, da det var på vej lastet med militært udstyr til Polen.
At det ikke var nogen helt almindelig last stod klart, da norsk militær hurtigt etablerede en sikkerhedszone omkring skibet og bekræftede, at skibet var på vej med militært udstyr til Nato-allierede i Polen.
Skibet var blevet lastet med det militære udstyr i Kristiansund og satte den 4. december kurs mod Polen. Ifølge lokale medier skete grundstødningen, da lodsen forberedte sig på at forlade skibet.
Ved grundstødningen fik skibet skader på ror og propeller, mens der ikke er rapporteret om skader på nogle af de 23 besætningsmedlemmer.
Slæbebåde var efterfølgende i stand til at trække skibet fri og bringe det i havn i Husoya.
Det norske politi efterforsker i følge VG.no nu årsagen til grundstødningen.
Både kaptajn og lods er blevet interviewet om hændelsen og testet for alkohol, men er ifølge norske medier ikke blvet tilbageholdt.
-emte