DFDS vil genoverveje opladning af elbiler
Efter onsdagens brand om bord på DFDS Oslo-færge Pearl of Scandinavia, der blev forårsaget af en defekt i en elbil under opladning på vogndækket, vil DFDS nu genoverveje, om man fortsat vil tilbyde opladningsservice.
Politiets tekniske undersøgelser om bord på DFDS færge Pearl of Scandinavia tyder på, at det var en teknisk fejl i en privat ombygget elbil der var årsagen til branden på færgen.
Fejlen er formentlig opstået i en forlængerledning.
Det har i længere tid været muligt at få opladet elbiler om bord på Oslo-færgerne, men hvis det viser sig at branden opstod i forbindelse med opladningen, vil DFDS kraftigt overveje, om de fortsat vil tilbyde denne service.
"Hvis det har medvirket til branden, vil der selvfølgelig blive kigget på det", siger kommunikationschef i DFDS, Gert Jakobsen, til Ritzau.
Beslutningen vil dog først blive truffet, når politiets endelige undersøgelse ligger klar. Indtil da, vil opladning af elbiler på færgerne være indstillet.
Elbilen blev totalskadet ved branden, og en anden bil der stod umiddelbart ved siden af den brændende bil, blev også skadet så meget, at det er meget tvivlsomt om den kommer ud at køre igen.
DFDS vurderer nu, at røg, sod og lugtskaderne på færgen er så omfattende, at Pearl of Scandinavia formentlig først være klar til at sejle igen om seks dage.