Dyrt for Mærsk at sejle syd om Afrika
Beslutningen om at sende rederiets tankskibe syd om Afrika i stedet for igennem Suez Kanalen, kommer til at koste A.P. Møller - Mærsk mellem 250 og 300 millioner kroner. Der vurderer kilder i shippingbranchen.
En sejltur fra Den Arabiske Golf til Rotterdam via Suezkanalen tager 75 dage frem og tilbage for et Suezmax- tankskib, dvs. det største skib, der kan passere Suezkanalen. Det koster 3,8 millioner dollar, 22 millioner kroner, baseret på den nuværende dagspris på 50.000 dollar. Skal skibet syd om Afrika, tager turen 20 dage mere, hvilket koster 4,8 millioner dollar, svarende til 28 millioner kroner.
Det skriver epn.dk.
Da Mærsk har både større og mindre tankskibe end denne klasse og gennemsejler Suezkanalen omtrent otte gange om måneden vurderer kilder i shippingbranchen, at den samlede regning let kan løbe op i mellem 250 og 300 millioner kroner.
I Mærsk understreger man, at spørgsmålet om ekstra omkostninger er sekundært, fordi beslutningen handler om at garantere sikkerheden for søfolkene. Man håber dog at kunne minimere omkostningerne ved beslutningen:
"Det vil næppe være alle tankskibe, der skal syd om Afrika, for nogle vil kunne sendes med konvoj gennem Aden Bugten. Derudover vil vi forsøge at finde beskæftigelse til vores skibe andre steder i verden. Derfor er det umuligt at komme frem til et tal for, hvad beslutningen vil koste, for det kan være alt mellem nul og et tocifret millionbeløb i dollar", siger Kristian Mørch, Senior Vice President i A.P. Møller - Mærsk til avisen.
Kilde: epn.dk