Elkabel til Bornholm er nu tilbage i drift
Det ene af de tre kabler, der udgør elforbindelsen mellem Hasle på Bornholm og Borreby i Sverige, blev revet over lørdag 26. februar kl. 6.17 og medførte strømafbrydelse på hele Bornholm. Nu er kablet repareret og forsyningen er igen normal.
Arkivfoto.
Reparationen af kablet tog en måned og var mere omfattende end først antaget. Til gengæld har vejret været med skibene på søen.
Ifølge TV2/Bornholm var det var formentlig tankskibet Samus Swan, der sejler for Uni-Tankers, der ved et uheld slukkede lyst på Bornholm.
”Jeg kan bekræfte, at vi er i kontakt med myndighederne i forhold til den påstående involvering i sagen, og jeg kan også bekræfte, at fartøjet befandt sig i området. Det er så langt, jeg kan gå i øjeblikket i respekt for myndighederne”, sagde Cor Radings, pressetalsmand for Uni-Tankers, til TV2/Bornholm kort efter uheldet.
Underleverandører til Energinet, sendte straks efter uheldet skibe til positionen.
Skibet Silja lavede de første dage undersøgelse af havbunden for at finde fejlstedet og årsagen. Skibet Vina frispulede derefter kablet, som normalt ligger nedgravet i havbunden, for at øge beskyttelsen mod fx ankre eller trawl. Efterfølgende løftede reparationsskibet Assister kablet op til dækket af skibet, hvor kabelenderne blev samlet med et reservekabel imellem.
Under arbejdet med at reparere kablet viste det sig, at andre dele af kablet også havde tydelige skader efter ankre, trawl eller lign. Gamle skader der aldrig har medført kortslutninger, og derfor aldrig er blevet opdaget, men som var så alvorlige, at også de kabelstykker også skulle udskiftes.
Derfor var der brug for mere kabel, end de ca. 3,3 km kabel, der var på den første kabeltromle. Kabeltromlerne er så store, at der kun kan være en på skibet ad gangen, og yderligere en kabeltromle måtte hentes i Køge Havn.
I alt er 4,1 km af søkablet blevet klippet ud og erstattet af 4,25 km nyt kabel – erstatningsstykket skal være længere, fordi kabelfejlen skete på ca. 50 meter vand, mens reparationen foregår på havoverfladen. Fordi flere kabeltromler skulle anvendes, har der været behov for at montere yderligere samlinger, hvilket har forlænget reparationstiden.
Der er endnu ingen endelig opgørelse over, hvad kabelreparationen løber op i.
Hvis erstatningen betales via skibes forsikring, afhænger forsikringssummen bl.a. af skibets størrelse. Overstiger udgifterne erstatningsbeløbet fra en forsikringsdækning, betales resten af udgifterne af Energinet og dermed i sidste ende de danske elforbrugere.
Redaktionen