Flere gratis afgange med Molslinjen
Molslinjen udvider nu muligheden for at komme gratis med færgerne som gående og cyklende og for folk med et handicapparkeringskort. Hidtil er de gratis færgeture blevet placeret på tirsdage, onsdage og torsdage, men fra den 2. august er der gratis ture på alle hverdage.
De nye regler gælder på alle Molslinjens færger på Kattegat samt på Bornholmslinjen, Samsølinjen, Alslinjen og Langelandslinjen. Kun Fanølinjen har endnu ikke taget hul på sommerpakken – der bliver de gratis færgeture placeret fra midt i august efter skolernes sommerferie.
”Der har været stor efterspørgsel efter de gratis ture, men ikke større efterspørgsel end at vi nu kan udvide ordningen til alle ugens hverdage”, siger Jesper Skovgaard, kommerciel direktør hos Molslinjen.
Det var en betingelse i regeringens sommerpakke i 2021, at ordningen skulle gælde i juli, august og september. Det blev så op til færgeselskaberne at placere de gratis ture, så trængsel kunne forhindres. Sommerpakken sidste år i 2020 var en stor succes – nogen steder så stor en succes, at især ø-ruterne blev løbet over ende.
Billetten skal købes og betales online som sædvanligt – og så føres pengene tilbage til gæstens kreditkort efter rejsen.
Redaktionen