Forsvarsministeren iværksætter advokatundersøgelse i sag om farlige gummibåde.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har konstateret mulige fejl på både nyindkøbte og eksisterende gummibåde. Samtidig viser afdækningen, at FMI over en årrække ikke har foretaget den fornødne kontrol og kvalitetssikring.
“Det er for tidligt at drage konklusioner, men de forhold der er konstateret indtil nu, kan potentielt være alvorlige, hvilket kalder på, at vi får afdækket sagens faktiske forhold”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
Derfor har han besluttet at iværksætte en ekstern advokatundersøgelse af sagen, som Folketinget i dag er blevet orienteret om.
Hvad det er for fejl, der kan være tale om - eller hvor stor en risiko, der er ved at benytte gummibådene, skriver ministeriet ikke noget om.
Men FMI har besluttet at stoppe indkøb ved producenten af gummibådene og er i gang med at finde løsninger med henblik på at sikre den fortsatte drift af gummibådene, skriver ministeriet.
”Det er vigtigt, at tingene går rigtigt for sig, men vi må ikke glemme sikkerheden ved brug af gummibådene og Søværnets operative behov for kapaciteten. Derfor vil arbejdet med at understøtte en sikker operativ drift af gummibådene også fortsætte parallelt med den eksterne undersøgelse. Retningslinjerne for brug af gummibådene blev opdateret i oktober og tilsvarende er FMI i gang med at udbedre tekniske mangler”, siger Troels Lund Poulsen.
-emte