Fremtid for Alba Tankers sikret
En dansk-svensk investorgruppe bestående af tidligere og nuværende shippingfolk overtager nu samtlige aktiviteter i Alba Tankers. Herved er selskabets fremtidige drift og arbejdsplads for 120 medarbejdere sikret.
”Vi er meget tilfredse med, at der nu er kommet afklaring om selskabets fremtidige drift. Vi har fået en solid og dygtig investorkreds i ryggen, og dermed er både drift og de mange arbejdspladser sikret”, siger adm. direktør Henrik Holst Pedersen.
Alba Tankers er stiftet i november 2014 som en videreførelse af aktiviteterne i OW Tankers, der var et datterselskab i den konkursramte OW Bunker-koncern. Alba Tankers ejer og driver seks mindre tankskibe i størrelsen 3.000-8.000 DWT og beskæftiger 120 medarbejdere.
Skibene er i kommerciel drift hos Sirius Shipping i Göteborg og betjener en lang række kunder fortrinsvis i de nordeuropæiske og skandinaviske lande.
Købet af aktiviteterne i Alba Tankers sker efter aftale med OW Bunkers kurator der videreførte aktiviteterne i et nyt selskab.
Kilde: Alba Tankers