Hanne Sørensen fylder 50 år
Hanne Sørensen, der er adm. direktør for Mærsk-koncernens logistikselskab Damco, fylder 50 år i dag den 18. september. Hun blev uddannet økonom fra Aarhus Universitet i 1993 og efter et år hos BRF Kredit, blev hun i 1994 ansat i Mærsk-koncernen.
Her har hun siden haft en succesfuld karriere. Hun har blandt andet været Senior Vice President og Chief Commercial Officer i Maersk Line, hvorefter hun i 2012 blev udnævnt til adm. direktør i Maersk Tankers.
Undervejs i karrieren har hun været udstationeret så forskellige steder som Italien, Singapore og Indien.
Siden 2014 har hun været adm. direktør for Damco med fast base i Holland, hvor hun har arbejdet på at få gennemført den nødvendige turnaround i det kriseramte selskab. Her er fundamentet nu på plads, og selskabet er parat til det næste skridt, profitabel vækst, med Hanne Sørensen ved roret.
Kilde: Damco