Højesteret stadfæster dom i DIS-skattesag
Højesteret har i dag stadfæstet den dom, der blev afsagt af Landsretten sidste år. Det betyder, at søfolk der får udbetalt en skattefri nettoløn i henhold til sømandsbeskatningsloven, ikke har krav på automatisk forhøjelse af lønnen som følge af de generelle lettelser i beskatningsniveauet.
Sagen var anlagt af Søfartens Ledere som mandatar for A og B mod Danmarks Rederiforening som mandatar for DFDS A/S. Sagen er behandlet sammen med Højesterets sag 15/2016.
Sagen angik, om A og B, der fik udbetalt en skattefri nettoløn i henhold til sømandsbeskatningsloven, havde krav på automatisk forhøjelse af lønnen som følge af de generelle lettelser i beskatningsniveauet, der blev gennemført i 2009 med Forårspakke 2.0.
Det følger af sømandsbeskatningsloven, at sømænd på danske skibe under visse betingelser oppebærer en skattefri nettoløn. A og B var af den opfattelse, at deres nettoløn skulle forhøjes, når der gennemføres generelle skattelettelser i samfundet. De gjorde gældende, at dette fulgte af deres ansættelsesaftaler som fortolket i lyset af de tidligere gældende overenskomster, af sømandsbeskatningsloven og af EU’s statsstøtteregler.
Landsretten havde udtalt bl.a., at der ikke kunne udledes nogen aftaleretlig forpligtelse for DFDS til automatisk at regulere sømændenes nettoløn som følge af ændringer i personbeskatningsreglerne. En sådan automatisk regulering kunne heller ikke udledes af sømandsbeskatningsloven eller af EU’s statsstøtteregler. Landsretten frifandt derfor DFDS.
Læs hele Højesterets afgørelse HER
Kilde: domstol. dk