Houthier angriber amerikansk hangarskib
Houthi-militsen angreb søndag det amerikanske hangarskib USS Harry S. Truman med 11 droner. Amerikanske fly skød alle droner ned, inden de kom i nærheden af det 333 meter lange krigsskib.
Foto: US Navy / Wikipedia
Mandag morgen er hangarskibet, der befinder sig i nærheden af Det Røde Hav, igen under angreb. Der er endnu ingen detaljer om dette angreb.
Angrebene kommer efter at det amerikanske forsvar, efter ordre fra præsident Donald Trump, lørdag angreb flere mål i Yemen. Målet med det amerikanske angreb var ifølge amerikanerne, at sætte en stopper for houthiernes fornyede trusler om at angribe skibe med forbindelse til Israel.
"Det handler om at stoppe angrebene i dette vigtige farvand, sikre freedom of navigation - som er en central national interesse for USA, og som Iran har gjort houthierne i stand til at true alt for længe", siger Pete Hegseth, USAs forsvarsminister, til Fox News.
"They better back off", siger Pete Hegseth, med adresse til Iran.
Houthierne har dog ingen planer om at indstille angrebene:
"Hvis de fortsætter deres aggression, vil vi fortsætte eskaleringen", sagde Abdul Malik al-Houthi, leder af Houthi-bevægelsen søndag.
-mauh