Hurtigfærge tilbage i drift om fem dage
Værftsarbejderne på Fayard har travlt med at færdiggøre den havarerede hurtigfærge Express 5, der fik alvorlige skader, da den om aftenen den 25. november ramte den såkaldte Fliskaj ved udsejlingen i Rønne Havn.
Meldinger lyder nu på, at færgen vil være klar til indsættelse om eftermiddagen den 17. december, og dermed i god tid inden den vigtige juletrafik.
En intern undersøgelse har slået fast, at det var en menneskelig fejl der var årsagen til, at færgen ramte havne anlægget på vej ud på dagens sidste dobbelttur den 25. november. Færgen måtte efterfølgende vende om og sætte sine passagerer af i Rønne igen.
Imens Express 5 har været til reparation, har Express 1 fungeret som hovedfærge på ruten.
-mauh